En række NFL spillere ser ud til at komme til at kunne skifte hold eller få store kontrakter efter denne sæson, der er ved at gå på hæld – med kun Super Bowlen tilbage. I denne artikel tager vi sammen med Unibets Jakob Steffensen et kig på de 5 mest spændende navne, som er såkaldte Free Agents. Unibet er en af vores favorit NFL bookmakere med et fortræffeligt tilbud til nye spillere her.
Free agents eller Free Agency i generel NFL-sammenhæng
I NFL (og også inden for andre sportsgrene) taler man om free agents eller free agency, når en spiller er berettiget til frit at underskrive med en hvilken som helst klub. Spilleren har med andre ord ikke noget kontrakt med et specifikt team. I praksis er en free agent en spiller, der for øjeblikket har en kontrakt, men som har tilladelse til at anmode om tilbud fra andre hold. I visse tilfælde vil en free agents muligheder dog være begrænset af ligaens regler.
Free agents til den kommende sæson
Når man taler om dette års Free agents, er der ifølge Unibets Jakob Steffensen et navn, der overskygger dem alle, nemlig Tom Brady. Men ifølge Jakob er det overvejende sandsynligt, at han bliver i New England Patriots. Det ville ligeledes være overraskende, hvis ikke Drew Brees bliver hos Saints, men de følgende navne kunne være mere potentielle for et skifte:
Teddy Bridgewater som 1. interessante free agent
Da Drew Brees missede fem kampe med en skade, tog Teddy Bridgewater over og gik ubesejret i perioden. Historien har vist os, at man skal være påpasselig med at overvurdere vikarierende quarterbacks på stærke hold – tænk Brock Osweiler for Denver Broncos – men for et hold med problemer på positionen, kan det være svært ikke at lade sig friste af Bridgewater. Udover kampene for Saints var Bridgewater også en starter for Vikings, inden han fik et overrevet korsbånd. Han var både Rookie of the Year og i Pro-Bowl, og selvom statistikker ikke blæser nogen bagover, og selvom han ikke var imponerende i den ene slutspilskamp, han spillede for Vikings, var der potentiale.
Bridgewater er stadig kun 27 år, så hvis ikke skaderne bliver et problem, kan en klub måske få ti år mere ud af Bridgewater. Det store spørgsmål er selvsagt, hvor meget af det vi så i 2018, der var Sean Paytons og Saints’ system, og hvor meget der var Teddy Bridgewater. Drew Brees har allerede meddelt, at han vender tilbage til 2020-sæsonen, så Bridgewater kunne være interesseret i at finde et nyt hold, hvor han kan starte.
Men når man går holdene igennem, er der faktisk ikke særlig mange destinationer, der ser ud til for alvor at mangle en quarterback. Bridgewater kunne være i spil til de samme destinationer, som Brady – det vil blandt andet sige Chargers, Raiders og Colts. Chargers og Raiders ville formentlig være interesseret i en spiller, der kan sælge mange billetter, og det kan man godt tvivle på, om Bridgewater kan. Er Bridgewater en bedre quarterback end Derek Carr eller Jacoby Brisset? Det ved vi måske heller ikke helt ud fra de få kampe, vi har set. Men mon ikke, at han bliver dyrere?
I artiklen om fremtiden for Brady og Patriots var vi inde på Bridgewater som en mulig Brady-erstatning i New England. Det giver på flere punkter mening, men først og fremmest ville det kræve, at Brady forlader klubben. Herefter er spørgsmålet, om Patriots er klar til at hive det store checkhæfte frem, eller om de satser på Jarrett Stidham er klar til at starte. Jeg synes det sidste lyder mere plausibelt – men derfor kan Bridgewater stadig give mening for Patriots. Men den bedste destination ville nok være Chicago, hvor Bridgewater måske kunne få liv i det slappe Bears-angreb. Men Chicago Bears er formentlig ikke klar til at opgive Mitchell Trubisky endnu, når man tænker på, hvor meget klubben har investeret i ham. Jeg tænker han i hvert fald får et år mere til at bevise, om han er fremtidens mand i Chicago.
En anden sjov destination kunne være Pittsburgh Steelers. Klubben var lige ved at nå slutspillet i denne sæson takket være deres stærke forsvar. Mason Rudolph lignede ikke en spiller, der var klar til at være en fast starter, men det lader alligevel til at Steelers foretrækker ham frem for Duck Hodges. Bridgewater ville være en opgradering over dem begge – men ville Steelers være klar til at sige farvel til Roethlisberger? Ben Roethlisberger er 37 år, hvilket ikke meget sammenlignet med Brady eller Brees, men han har taget masser af tæsk gennem årene. Læg hertil af han missede næsten hele sidste sæson med en skadet albue og så forholdsvis afdanket ud i åbningskampen mod Patriots. Det er derfor rimeligt at spørge, hvor længe Big Ben har igen. Kunne det ske, at Steelers skubber ham ud ad døren, hvis han vender tilbage og ligner den spiller, vi så i Foxborough? Eli Manning kom ind i NFL samtidig med Roethlisberger, og vi så, at New York Giants gav jobbet som starter til Daniel Jones. Fortidens bedrifter er med andre ord ingen garanti for et job, selvom man er en klublegende.
Måske Bridgewater kan væbne sig med tålmodighed, hvis det betyder, at han kan overtage det eksplosive Saints-angreb i 2021-sæsonen. Brees så ikke godt ud i nederlaget til Vikings, og det ville ikke komme bag på mig, hvis dette bliver den sidste sæson i hans Hall of Fame-karriere. Spørgsmålet er, om Bridgewater tør satse på dette – især hvis der er en bejler med penge og spilletid derude.
Philip Rivers – en anden free agent af interesse
Efter en stærk sæson i 2018, havde Los Angeles Chargers igen en skuffende sæson i 2019, hvor flere af de tætte kampe ikke gik holdets vej. Philip Rivers’ spil var heller ikke på samme niveau som sidste år, og det får nu flere hold til spekulere i, om Rivers er færdig i klubben. Det var tydeligvis en bevæget Rivers, der talte til pressen efter sidste kamp, hvilket var den første indikation på, at fremtiden er usikker.
Chargers har sjettevalget i draften, hvilket betyder, at de måske kan tage Alabama-quarterback Tua Tagovailoa, hvis Dolphins ikke snupper med ham med femtevalget. Holdet har også en af ligaens bedste back up-quarterbacks i Tyrod Taylor, om end han har haft svingende succes som starter. Der blev også spekuleret i, om Chargers kunne være en Brady-destination, men det er en kortsigtet plan, som jeg ikke er særlig vild med – men det er anden snak. Det store problem for Chargers er, at publikum i Los Angeles virker bedøvende ligeglade med holdet. Man kunne formentlig sælge Brady eller en collegestjerne som Tua til fanbasen – men et Tyrod Taylor-hold kommer næppe til at sælge billetter.
Rivers har sagt, at han ikke er interesseret i at gå på pension, også selvom det betyder, at han må spille for ny klub. Det kom i weekenden frem, at Rivers havde flyttet sin familie med 11 børn til Florida. Det er overraskende, da der er tale om en spiller, der pendlede mellem San Diego og Los Angeles, da han ikke ville flytte med klubben fra San Diego. Så at han er rykket til den anden ende af landet, tyder på, at Chargers er et overstået kapitel. Det kunne måske være godt for Rivers med noget luftforandring. Alt efter hvem man spørger, er Rivers enten en Hall of Famer eller tæt på at være det. Statistikkerne er der, men han mangler slutspilssucces. Selvom Chargers slet ikke er noget dårligt hold – jævnfør forrige sæsons succes – er der muligvis en kortere vej til en Super Bowl-ring i andre klubber.
De fleste potentielle Tom Brady-destinationer giver også mening for Rivers. Rivers sælger selvfølgelig ikke nær så mange billetter som Brady, til gengæld er han fire år yngre, så et hold kunne måske få flere sæsoner ud af ham. Tampa ville være en spændende destination, hvor Bruce Arians ville få en mere rolig hånd end Jameis Winston, og hvor Rivers ville have et godt hold omkring sig. Det giver også mening, nu hvor han er flyttet til Florida. Til gengæld tror jeg, at Miami Dolphins holder fast i Ryan Fitzpatrick, og benytter ham indtil Tua Tagovailoa – som jeg tror, de drafter – er klar.
Titans har også været nævnt som en mulighed, da der er rimelig tæt på Rivers’ hjemstat Alabama og heller ikke alt for langt fra hans nye hjemstat Florida. Men jeg tror, Titans gerne vil fortsætte med Ryan Tannehill, efter det år vi har set fra ham i 2019. Colts er også en spændende mulighed, men lidt langt fra Florida. Vi kan nok også godt afskrive Los Angeles Raiders, nu hvor Rivers er flyttet til den anden ende af landet.
Og hvad med A. J. Green?
En wide receiver, der kunne være at finde i ny klub til næste sæson, kunne være A. J. Green. Green har godt nok sagt, at han gerne vil blive i Cincinnati, men det bliver ikke vanskeligt at lokke den 32-årige receiver væk fra ligaens dårligste hold – uanset om han får Joe Burrow som quarterback næste år. Legendestatus hos LSU er ingen garanti for produktion som rookie i NFL – og slet ikke bag en hullet offensiv linje. Det starter formentlig med en stor pose penge, da dette kan blive Greens sidste store kontrakt. Alternativt kan Green måske overtales til en billigere kontrakt, hvis der er mulighed for at vinde mesterskaber. Green missede 11 kampe i sidste sæson, hvilket kan betyde, at et hold kan få rabat – men de må stadig have checkhæftet frem.
Patriots virker som et oplagt match. De har velbeskrevne problemer på positionen, og Green har aldrig vundet en slutspilskamp – det ville han få mulighed i New England. Det ville være sært, hvis ikke en rolle som nummer 1-receiver for Patriots kunne lokke. Green har tidligere udtalt, at han ser sig selv som en Hall of Famer, og succes med Patriots kunne forbedre hans resume i den sammenhæng. Vi er selvfølgelig tilbage til spørgsmålet om, om Brady stadig er hos Patriots næste sæson, da han ville være en del af en pitch til Green. Jeg er ikke så bekymret for, om det økonomisk set kan lade sige gøre – hvor der er vilje, er der som bekendt vej.
Der er også andre hold, der kan bruge en receiver som Green, og som ser ud til at gå en bedre sæson i møde end Bengals – for eksempel Las Vegas Raiders, der kan bruge en top-receiver, nu hvor det ikke fungerede med Antonio Brown. Så spørgsmålet bliver, hvor loyal Green er til Cincinnati.
Jameis Winston – hvad nu?
Jameis Winston fik den tvivlsomme ære at blive den første quarterback nogensinde til at kaste 30 touchdowns og 30 interceptions på én sæson. Han havde samtidig over 5.000 yards i en sæson, hvor Buccaneers vandt syv kampe. Men hvad er sådan en spiller værd? Head coach Bruce Arians sluttede sæsonen af med at sige, at hvis de kunne vinde med Jameis, kan de også vinde med andre quarterbacks. Så selv for en træner med et “No risk it, no biscuit”-motto lader Winstons vilde spil til at være for meget af det gode. Arians har også sagt, at fokus er på at holde fast i flere af holdets forsvarsspillere i denne off season.
Winstons free agency er nok den mest interessante af alle de nævnte. Hvilket hold vil være voldsomt interesseret i Winston? For en måned siden var et godt bud, at han blev i Tampa, men det kan se tvivlsomt ud efter Arians’ kommentarer. Winston er for god til ikke at starte, og han ville næppe være tilfreds med en rolle som reserve. Men hvor er jobåbningen så?
Hvilken kontrakt vil førstevalget i 2015-draften kunne få på det åbne marked? På den positive side er det ved at være noget tid siden, vi har hørt om problemer uden for banen. Derudover kan Jameis’ statistikker sammenlignes med en ung Peyton Manning – men det siger vist mere om den nuværende æra, end om Winstons kvaliteter. Der er dog masser af kvaliteter at spore, hvis bare Winston kan skrue ned for sine turnovers – spørgsmålet er, om det nogensinde kommer til at ske. Det er svært at se, hvilken træner der tør satse på at kunne få styr på Winston. Arians er to gange kåret til årets træner, men han har tilsyneladende ikke haft den store effekt på “Fameis Jameis”. Winston har også nydt godt af to af ligaens bedste receivere i Mike Evans og Chris Godwin, så man kan godt frygte, at han ikke kan holde produktionen ved lige i en ny klub.
På trods af Arians kommentarer ville det ikke overraske mig, hvis Winston er tilbage i Tampa. Primært fordi der ikke lige på stående fod er andre jobåbninger, der giver mening. Og hvilken quarterback skulle starte for Bucs næste sæson, hvis ikke de har Winston? Det bliver i så fald et spørgsmål om penge – og mon Winston får det, han mener, han er værd? Bliver han hos Bucs, bliver det nok en kort kontrakt, eller en kontrakt klubben kan rive midtover, uden at det bliver for dyrt.
Vi slutter af med Dak Prescotts free agency
Det kan godt være, at der er ikke megen spænding om, hvor Dak Prescott spiller i næste sæson. Men spørgsmålet er, hvor dyr han bliver for Dallas Cowboys, og hvilke afledte effekter kontrakten vil have på resten at holdet. Dak Prescott er en spiller, der deler vandende. Et kig på tallene viser, at han sidste år var nummer fire i quarterback rating, nummer fire i touchdown kastet, nummer tre i yards per game, havde 11 interceptions i hele sæsonen og havde en completion percentage på 65,1%.
Jakob Steffensen udtaler, at han ikke mener, at Prescott er helt så god en spiller, som disse statistikker kunne indikere. Det er nok også en af grundene til, at han så slutspillet fra sofaen. Generelt var Cowboys et hold, der er i denne sæson så rigtig gode ud, når de spillede mod dårlige modstandere, og det gør sig også til en vis grad gældende for Dak. Men det er statistikker, der er gode nok til, at Jerry Jones kan retfærdiggøre en stor kontrakt. Spørgsmålet er hvor stor. Det virker ikke utænkeligt, at Dak kan blive den højest betalte quarterback nogensinde.
For hvad han måtte mangle i evner som quarterback, opvejes af hans gunstige forhandlingssituation. Han er quarterback for et hold, der har talent nok til at vinde Super Bowl, og som netop har fået en ny coach i Mike McCarthy. Man må antage, at McCarthy er hentet ind for at coache Dak, og 77-årige Jerry Jones ville næppe have tålmodighed til at lede efter en ny quarterback – og slet ikke hvis han mener, at han kan vinde en Super Bowl med Dak.
Men Dallas har andre problemer, da både Amari Cooper og Byron Jones er free agents – og begge spillere vil være attraktive for andre hold. De kunne begge have haft deres eget afsnit i denne artikel, men omvendt skulle artiklen ikke gå helt i Cowboy-selvsving. Kan Cowboys finde en måde at holde fast i alle tre, efter de også gav store kontrakter til Ezekiel Elliott og DeMarcus Lawrence?
Cooper var en fantastisk saltvandsindsprøjtning for Cowboys, da de hentede ham i forrige sæson. Ud fra de rå statistikker var 2019-sæsonen Coopers bedste, siden han kom ind i ligaen fra Alabama. En offensiv træner som McCarthy vil sikkert også gerne have en spiller som Cooper – men han er næppe den eneste, der er interesseret i en 25-årige receiver, der ser ud til at være på toppen af sin karriere.
Selvom cornerback Byron Jones ikke har haft en interception i to sæsoner, er han muligvis den mest attraktive forsvarsspiller i free agency. Men på trods af sine kvaliteter, tror jeg, han kan blive “the odd man out” i Dallas. Jeg tror, at McCarthy vil prioritere en offensiv spiller som Cooper – især fordi det giver Dak bedre muligheder for succes, når han bliver en dyr herre og forventninger stiger yderligere. Samtidig er der flere hold, der kan bruge hjælp på positionen – og det kan betyde, at Jones er i en ny klub til næste år.